Psykisk vold er svær at få øje på. Der er ingen blå mærker, ingen synlige beviser. Alligevel kan den ødelægge et menneskes selvværd langt dybere end fysisk vold. Den sniger sig ind i relationer i form af kritik, tavshed, manipulation og skyld. Og for mange tager det år at forstå, hvad de egentlig har været udsat for.

Som psykologbehandling møder jeg mange, der først opsøger hjælp, når de næsten ikke kan kende sig selv længere. De beskriver, hvordan de gradvist har mistet troen på deres egen dømmekraft. De undskylder sig selv konstant, tvivler på deres oplevelser og lever med en konstant følelse af skyld – selv når de ikke har gjort noget forkert.

Psykisk vold handler ikke om temperament, men om magt. Det er et mønster, hvor den ene part gradvist nedbryder den anden for at bevare kontrol. Det kan ske i parforhold, familier, på arbejdspladser – overalt, hvor der findes relationer med ubalance. Voldens styrke ligger i dens subtilitet. Den begynder som bekymring eller “omsorg”: “Jeg vil bare dig det bedste.” Men langsomt bliver den til overvågning, mistillid og kritik.

Mange ofre beskriver, hvordan deres virkelighed langsomt bliver omskrevet. De begynder at tro, at de selv er problemet. At de overreagerer, misforstår, er for følsomme. Den form for gaslighting er selve kernen i psykisk vold – den får offeret til at tvivle på sin egen virkelighed, så volden kan fortsætte uforstyrret.

At bryde fri kræver både styrke og støtte. For når man har levet længe under kontrol, føles frihed utryg. I terapien arbejder man med at genetablere tilliden til sig selv: at lære at mærke, hvad man føler, og tro på, at det, man oplever, er virkeligt. Først derefter kan man begynde at sætte grænser og genvinde sin stemme.

Mange opdager, at helingen ikke kun handler om at komme væk fra den, der udøvede volden, men om at komme hjem til sig selv. At genfinde sin værdighed, sin intuition, sin kraft. Det er en proces, der kræver tid – men også en, der bringer enorm styrke med sig.

At tale højt om psykisk vold er afgørende. For jo mere vi sætter ord på den, desto mindre magt får den. Den trives i tavshed – men mister sin kraft i lys.

Ingen fortjener at leve i frygt, heller ikke frygten for at blive misforstået. Og ingen, der går gennem psykisk vold, er svage – de er overlevere, der gradvist lærer at tage deres liv og deres stemme tilbage.

Når man begynder at komme sig efter psykisk vold, handler det ikke kun om at forlade den anden – men om langsomt at finde hjem til sig selv. Mange beskriver, hvordan de i starten føler sig tomme, fordi kontrollen har udfyldt alt. Men under tomheden ligger noget nyt: frihed. Det kan tage tid at stole på egne fornemmelser igen, men hver gang man sætter en grænse, vælger sig selv eller siger nej, vokser styrken. Helingen er ikke lineær, men den er mulig. For når man igen tør tro på sin egen stemme, bliver kærlighed ikke længere et sted for frygt – men et sted for ligeværd.